Til forsiden

 
Ortonoxi - bøjle behandling

Hvad er nedgroede negle?
Nedgroede negle på fødderne er en lidelse, hvor neglenes siderande trykkes ned i neglefalsene. Neglefalsene er de grøfter, som neglenes siderande går svagt skråt ned i. Hvis siderandene trykkes hårdere end normalt mod huden i neglefalsen, kan det føre til dannelse af hård hud, ligtorne eller endda sår. Det giver ømhed eller smerte og kan eventuelt føre til infektion. Negle er fra fødslen svagt buede fra side til side og nærmest flade på midten. Neglepladen består af hornstof, der dannes fra det negleleje, der ligger lige under neglen. Hornstoffet eller neglepladen er dynamisk. Det vil sige, at neglepladen kan ændre form og tykkelse
afhængig af, hvilke ydre påvirkninger den udsættes for.

Hvorfor får man nedgroede negle?
Der er forskellige årsager til, at negle bliver nedgroede:

Forkert fodtøj: Det øverste billede **(figur 1)** viser, at tæerne gennem længere tid er blevet klemt sam-men af fodtøjet. Det ses, hvorledes storetåen er presset ind under andentåen. Den noget overlagte andentå presser storetåneglen mere lodret ned i neglefalsen og kødet.

Billedet nede til højre **(figur 2)** viser, hvorledes en bøjle trækker neglen ud og fri af kødet, hvorved smerterne forsvinder. (Se neden for om bøjlebehandlingen). Samtidig med bøjlebehandlingen skal hverdagsfodtøjet ændres til en type, hvor skoen indvendigt ikke trykker mod tæer og negle, altså ikke tilspidset ude ved tæerne.

Det er oftest neglene på storetæerne, der bliver nedgroede. Dette skyldes, at det meste fodtøj bøjer storetåen lidt ind mod skoens midte, så den lige fremafrettede storetå får tryk mod neglen. Men også de små negle på de andre tæer kan trykkes smalle og ned i neglefalse og ind i kødet i siderne.

Forkert klippede negle: En anden årsag til smertende nedgroede negle er forkert klippede negle. Klipper man neglene langt ned i siderne, vokser kødet (tåens blomme) op foran neglen ude i siderne. Herved vil neglen trykke sig ind i kødet foran neglefalsen, når den vokser fremad og ud. ’Det giver også ømhed og smerter. Herefter klipper vedkommende så typisk neglen ned i siderne igen, hvilket lindrer smerterne her og nu. Men det er en ond cirkel. Det fortsætter jo bare igen og igen.

Lidelsen forekommer hyppigere med stigende alder. Men der ses også nedgroede negle i barne- og teenagealderen. Kvinder er mest udsatte, da de typisk går med de mest tilspidsede sko. Det er også kvinderne, der oftest klipper neglene for korte og ned i siderne.

Hvornår begynder det?
Nedgroede negle kan undertiden starte allerede i barneårene. Det begynder ofte med lidt ømhed og senere undertiden med infektion i neglefalsene. Det skyldes, at de fine tynde negle trykker eller skærer ind i neglefalsen, eller snarere fordi neglevolden trykkes ind mod neglepladens sider. Neglevolden er kødet på hver side af neglens sider. Her er det vigtigt så hurtigt som muligt at få fodterapeuten til at sikre, at der ikke sidder neglesplinter og gnaver i den tynde hud i neglefalsen.

Hvad kan man selv gøre?
Først og fremmest er det vigtigt at klippe neglene lige over. Det vil sige, at neglens frie forkant skal følge tåens blødt afrundede facon. De to hjørner på neglen skal rage lidt frem (en millimeter eller to) foran det sted, hvor neglefalsen slutter. Hvis man føler, at neglens forkant og hjørner vil ødelægge strømperne, kan man file neglens forkant og hjørner glatte med en lille diamantfil. Det er det mest skånsomme.

Dernæst bør man til daglig, det vil sige til og fra arbejdet og på arbejdet og når man går tur eller handler ind kun benytte fodformet hverdagsfodtøj. På samme måde som man benytter håndformede handsker. Det tilspidsede fodtøj bør reserveres til festfodtøj.

Hvordan kan nedgroede negle behandles?
Den offentlige sygesikring tilskud til bøjlebehandling (speciale § 55), hvis neglen giver symptomer i form af hård hud og ligtorne, smerter og infektion. Resten skal man selv betale. Ens egen læge skriver en henvisning til bøjlebehandling. Henvisningen medbringes sammen med sygesikringskortet til en statsautoriseret fodterapeut, der er tilsluttet overenskomsten med den offentlige sygesikring. Bøjlen er en lille metaltråd af fjederstål, af samme slags som den tandlægerne bruger til at rette tænder med.

Kilde: netdoktor.dk

Gå Godt | Nørre Farimagsgade 62 | 1364 København K | TLF. 33 362 362 | E-mail: connie@gaagodt.dk